Lejerbo 80 år
I år fejrer vi Lejerbos 80-års jubilæum. Den 15. marts 1944 var Hans Andersen nemlig med til at stifte Lejerbo med et klart ønske om at forbedre boligforholdene i Danmark.
Der er sket meget, siden grundstenen til den første afdeling blev lagt i september 1945. Men Lejerbo har altid forsøgt at følge med udviklingen uden at miste blik for grundtanken – at bygge med tiden og derved kontinuerligt skabe Rum For Liv.
Fold siderne for hvert årti ud og dyk ned i dele af den bolighistoriske udvikling, som har været med til at forme Lejerbo, og måden vi gennem tiden har bygget boliger på.
Arkitekter og ingeniører eksperimenterer fordomsfrit med nye materialer og teknikker. Boligområder med ”høje” huse vendt mod solen, med luft og frie grønne arealer mellem husene vinder frem. Det er vores afdeling Bistruplund i Birkerød fra 1950 et godt eksempel på. Også enfamilieshusene i Kregme, som stod klar i 1954, er et tidstypisk byggeri.
Op gennem 1950erne stiger den generelle levestandard og boligindretningen må følge med de ændrede krav. Nye bekvemmeligheder som køleskab, centralvarme og badeværelse bliver almindelige, også i alment boligbyggeri.
Bistruplund - et fint eksempel på funktionalistisk bygnings- og boligarkitektur fra 50erne
Stærekasserne i Kregme. Fine arbejderboliger med egen have
Store boligområder skyder op på marker uden for byerne, som for eksempel Brøndby Strand og vores afdeling Høje Gladsaxe. Afdelingerne fungerer som et minisamfund med institutioner, vaskerier, butikker, skoler og indkøbsmuligheder på butikstorvet.
For at drive velstanden frem må den hjemmearbejdende kvinde ud på arbejdsmarkedet, og børnepasning bliver også et stort emne. I 1966 har Lejerbo over 20 afdelinger med egne daginstitutioner.
I 1967 bliver maksimumsstørrelsen for almene boliger desuden sat op fra 110 m² til 130 m² for at dække behovet for familieboliger.
Høje Gladsaxe - opført i 1963-66 og består af en 16 etagers blok samt tre 4 etagers blokke
Ensartet beton, rationalitet og masseproducerede minisamfund er nu ikke længere så attraktive for almindelige danskere, der drømmer om tidens hotteste boligtype: parcelhuset. De økonomiske forudsætninger på boligmarkedet ændrer sig i løbet af 70erne. Hjulpet godt på vej af inflation og skattefordele bliver ejerboligen stadig mere attraktiv.
Men selv om ”krisen kradser”, bygger Lejerbo videre. I midten af 1970’er råder vi over mere end 15.000 lejemål, og flere er på vej. Det er nemlig ikke alle, der har økonomisk råderum til en privatbolig. Der opføres stadig traditionelle etageejendomme, som for eksempel Flintemarken i Vedbæk. Men også mindre afdelinger med et- og toplanshuse bygges. Her er rækkehusene i Højrisparken i Vadum eller på Højtoftevej i Thisted tidstypiske eksempler
Flintemarken fra 1976. Fine 3-etagers blokke tæt på Vedbæk Station
Højriisparken i Vadum. Rækkehuse med egen have og terrasse
Fra at have været synonym med et godt liv bliver livet i forstædernes etageboliger kaldt udsat og samspilsramt. Man erkender, at problemerne i boligområderne ikke kun har én årsag, men at der er tale om et samspil af sociale, økonomiske og fysiske udfordringer.
En del danskere opdager, at de har sat sig for dyrt i privatboligen og flytter i lejebolig. Men drømmen om livet i parcelhuset og alle dets fordele vil ikke slippe. I 1980erne efterspørger lejerne derfor i højere grad boliger, som minder om parcelhuset.
Lejerbo står selvfølgelig klar og bygger boliger, der lever op til ønskerne om egen lille have, mulighed for at holde husdyr og om at sætte det personlige præg. Rækkehusene i vores afdeling Løvenholmvej i Randers, som stod færdige i 1988, er et fint eksempel. Det samme gælder Gl. skolevej i Herning fra 1987. Her findes 22 rækkehuse og fem ungdomsboliger.
Gl. Skolevej i Herning fra 1987
Løvenholmvej ved Randers. Toplansrækkehuse som stod klar i 1988
Startskuddet til det vi i dag kalder helhedsplaner, dukker op i 1990erne. Her tages afsæt i både de fysiske rammer og i de mennesker, der bor i boligområderne. Planerne kan indeholde elementer om alt fra arkitektur og konkret omdannelse til tryghed og beboersammensætning.
I 1990’erne ændrer demografien sig også, da de store årgange fra besættelsens tid nu er blevet rigtig voksne. De efterspørger gode, seniorvenlige boliger med fokus på fællesskab og øget livskvalitet. Også den type boliger kan Lejerbo tilbyde. Her er Bakkeboparken fra 1999 et fint eksempel.
Seniorbofællesskaber skyder så småt op i Lejerbo. Det samme gør vores hobbylandbrug, som for eksempel Klosterhedevej nær Lemvig fra 1996, som består af otte små landbrug. Ønsket er at skabe nye fællesskaber i de små landsbyer, der kæmper med affolkning.
Bakkeboparken fra 1999. Gode ældreboliger med fokus på fællesskab
Klosterhedevej i Gudum opført i 1997 består af otte små landsbrugsejendomme
Der er desuden fokus på at tiltrække ressourcestærke familier til de udsatte boligområder i et forsøg på at skabe bedre balance i beboersammensætningen. Samtidig er tiltag, der gavner miljø og klima en tendens, hvor de almene boligorganisationer er blandt foregangseksemplerne.
I 2001 opfører Lejerbo Casa Nova i Herning, som er et koncept for etagehuse af træ og det første større, danske byggeri, der er gennemført med bærende konstruktioner i træ i fire etager.
Casa Nova i Herning fra 2001. Et fireetagers byggeri med bærende konstruktioner i træ
Engparken i Tinglev fra 2001
Da der i flere år har været skruet ned for Landsbyggefondens (LBF) investeringer i renoveringer af almene boliger, er der opstået en betydelig kø af ansøgninger. I 2011 får LBF dog lov til at træde til, og allerede i november ydes der tilskud til en samlet renoveringsramme på over 10 milliarder kr.
I nogle boligområder er koncentrationen af lavtlønnede og ikke-etniske danskere, ifølge politikerne, for høj. I 2010 bliver den første såkaldte ghettoliste offentliggjort. I 2018 følger ”Parallelsamfundspakken”, der med en stor pose penge fra LBF skal være med til at forandre de belastede områder.
I landets kommuner arbejdes der med en trængt økonomi, og billigt og energivenligt alment byggeri efterspørges. Lejerbo er hurtig til at reagere med løsninger som bl.a. Energi-0 boliger, der er et koncept for præfabrikerede lavenergiboliger.
De første Energi-0 boliger, Parkbohusene i Taastrup, står klar til indflytning i juli 2012. I 2015 følger 18 toetagers rækkehuse i Fasanvangen i Ishøj.
Fasanvangen stod klar i 2015 og består af 18 Energi-0 boliger i to plan
Parkbohusene fra 2012 er Lejebos første Energi-0 boliger
For nogle leverandører til byggeriet er det en hård tid. En del går konkurs, andre kæmper sig igennem på lavt blus. For Lejerbo betyder det, at byggesager udskydes mens der søges efter nye samarbejdspartnere.
Heldigvis står Lejerbo nogenlunde solidt trods en ustabil byggebranche, og det lykkedes at finde nye samarbejdspartnere og leverandører. Målet er stadigvæk at bygge gode almene boliger, der passer ind i tidens behov.
Fremtidens almene bolig
I vores del af verden ser vi ind i en tid med højere levealder, faldende fødselstal, en aldrende befolkning, mindre husstande, flere der flytter til byerne og ikke mindst et klima under pres.
Lejerbo tager for alvor fat på arbejdet med det cirkulære byggeri. Det handler om at bygge, så der hverken tabes kostbare ressourcer undervejs, eller når bygningen en gang i fremtiden har udtjent sit formål. I Lisbjerg udenfor Aarhus skal Circle House opføres. Det er verdens første almene boliger, der er bygget efter cirkulære principper. Målet er at 90 % af de materialer, som bruges til at bygge Circle House, skal kunne genanvendes uden at tabe nævneværdig værdi.
Arbejdet med at udvikle og gentænke den almene bolig, så den bliver ved med at være attraktiv for nuværende og kommende generationer, stopper aldrig. I Allerød står vores afdeling Ved Skoven klar til indflytning i 2024 - boliger bygget i certificeret træ og med et særligt fokus på skønne ude- og fællesarealer, hvor beboerne kan nyde naturen og dyrke fællesskabet. Et godt sted at bo er nemlig stadig en af de vigtigste forudsætninger for at skabe et godt liv for sig selv og andre.
Ved Skoven er undervejs i Allerød. Indflytning i efteråret 2024
Visualisering af Circle House