Mmmm..... cookies...

19. april 2022

En ny generation tager teten

Lasse Somchai Johnsen er med sine 22 år en af Lejerbos yngste afdelingsformænd. Han har med krum hals og masser af mod sat sig for at gøre en forskel for den helt nye afdeling 1231-0 Høiriisparken i Brabrand.

Høiriisparken kunne i juli 2021 slå dørene op for nye beboere til de i alt 68 boliger. Da det første stiftende afdelingsmøde blev holdt nogle måneder senere, pegede pillen på Lasse som formand. Siden er han kun vokset med opgaven og ansvaret, men er bestemt ikke i mål med sin mission.

”Jeg ser formandsposten som en enestående mulighed for at sætte gang i nogle tiltag og initiativer, som kan gavne afdelingen. Vi skal ligesom ud over startlinjen og få nogle gode traditioner op at køre, som jeg håber, vil fortsætte frem i tiden. Også når jeg ikke længere er formand”, fortæller han begejstret.

Beboerdemokrati ind modermælken
Lasse er selv vokset op i en almen boligafdeling i en forstad til Aarhus, og her var hans mor meget engageret og aktiv i beboerdemokratiet. Han oplevede derfor allerede som barn, hvordan det var muligt at få indflydelse - og beskriver det som lidt af en ”wow-oplevelse”, at der blev lyttet til en lille drengs input, da der skulle tages beslutning om en ny legeplads til afdelingen.

Måske er det dette indblik, der har givet Lasse modet til at tage de mange opgaver på sig. For det er til tider udfordrende at være formand i så ny en afdeling. Det er nemlig langt fra alle beboere, der er klar over, at de har indflydelse på beslutninger og forhold i afdelingen. ”Og så er det jo min opgave, at gøre dem bevidste om, hvad det vil sige at bo alment. Jeg vil gerne have dem til at forstå, at de selv kan præge det sted, de bor”, fortæller Lasse.

Fællesaktiviteter og lokalmiljø
Afdelingen kan ikke nyde godt af et fælleshus, og derfor er det Lasses plan, at de grønne områder imellem bygningerne kan fungere som små fællesarealer. Han har store forventninger til sommeren og håber meget, at der kan stables et par grillearrangementer på benene. Måske endda en sommerfest.

Desuden sker der også ret meget i lokalområdet, som den unge formand håber, at afdelingen med tiden kan hægte sig på. Det lokale supermarked, som ligger lige rundt om hjørnet, har eksempelvis tradition for at invitere områdets børn til fastelavn. Og så er der kommet væsentlig mere liv i Brabrands hovedgade nogle få hundrede meter fra afdelingen.

Stor opbakning fra Lejerbo
Lasse udtrykker stor tilfredshed med den støtte og hjælp, han har fået fra Lejerbo, både fra regionskontoret og den lokale gårdmand. ”Det er jo svært at vide præcis, hvornår man har brug for hjælp, og så er det virkelig rart at mærke, at det er hel okay bare at ringe”, uddyber han.

Det faktum, at han er så ung, har han ikke mødt modstand omkring. Tværtimod er han blevet positivt overrasket over den velvilje og opbakning, han har mødt i Lejerbo. ”Jeg tror, at folk med en lang historie i Lejerbo har respekt for, at jeg har taget teten som formand trods min unge alder. De ved jo godt, at de selv er ved at blive gamle, og at der skal nye kræfter til”, slutter Lasse med et grin.


Afdeling 1231-0 Højriisparken i Brabrand, små 10 km uden for Aarhus, har kun eksisteret i et lille års tid. Afdelingen består af 32 familieboliger og 36 ungdomsboliger fordelt på 8 bygninger, og er placeret perfekt mellem lokalt byliv og skøn natur.

Lasse Somchai Johnsen er en af Lejerbos yngste afdelingsformænd, og er p.t. i lære som automatiktekniker hos en nærliggende virksomhed. Hans arbejdsplads ligger i cykelafstand fra afdelingen, hvilket var den primære årsag til, at han og kæresten flyttede ind i Høiriisparken.