Mmmm..... cookies...

31. maj 2022

Vintersbølle Strand: fra børnehospital til boliger

Vores afdeling Udsigten Vintersbølle Strand er ikke bare en almindelig boligblok. Faktisk blev den bygget med et helt andet formål, nemlig som børnesanatorium. Og murstenene bærer bogstavelig talt stadig på historien. Afdelingen ligger et stenkast fra Vordingborg med den smukkeste udsigt over Storstrømmen.

Kuren mod tuberkulose
Omkring år 1900 var lungetuberkulose tidens mest frygtede infektionssygdom, og særligt børn i den fattige del af befolkningen blev ramt. I de små og fugtige københavnerlejligheder havde tuberkelbakterien rigtig gode vækstvilkår. Der blev derfor udviklet et koncept for behandling af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienterne skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost.

På børnesanatoriet i Vintersbølle blev der i de første mange år udelukkende behandlet børn med tuberkulose. Men med tiden blev der også plads til børn med andre lunge- og luftvejssygdomme.  

Fra patient til beboer
En af dem, der som barn var indlagt på Vintersbølle Sanatorium, er Kim Hansen. Pudsigt nok bor han og hans kone i afdelingen i dag. Men tilbage i december 1956, kun halvanden måned gammel, tilbragte han 4 uger på sanatoriet, syg med en slem omgang bronkitis.

Selv om Kim naturligvis ikke husker noget fra sin indlæggelse, er der en snert af nostalgi forbundet med at bo her. ”Det føles bare rigtigt” fortæller Kim, der efter 45 år i det samme hus i Præstø flyttede til afdelingen i foråret 2020. Det var tid til at bo mindre og nemmere, og her er Lejerbo en super god løsning, synes Kim.

”Når helbredet begynder at halte lidt, er det en stor opgave at passe et 200 kvm hus. Her i afdelingen bor vi småt men godt, og vi får simpelthen så fin service fra Lejerbos personale”, uddyber han.

Også Kims kone, Randi Hansen, er glad for at bo i afdelingen. Hun er blevet en del af strikkeklubben, hvor medlemmerne skiftes til at lægge stue til strik og hyggesnak. Sidstnævnte plus gode mængder kaffe og kage stjæler ofte fokus fra strikketøjet, men det er der ingen, der brokker sig over.

Terrasse eller liggehal?
Afdelingens store, overdækkede fællesterrasser, er også oplagte mødesteder. Her har flere beboere indrettet hyggelige oaser med havemøbler og fine blomster. Oprindeligt var terrasserne såkaldte liggehaller. Her blev patienterne kørt ud i deres senge, pakket godt ind, hvis vejret var koldt, og så kunne luftgennemtrækket styres ved at fjerne og tilføje skodder på bagvæggen. Det kan ikke have været helt morsomt at ligge syg og dårlig her. Men nogle patienter har alligevel haft overskud til at ridse eller skrive navn og dato på de gule mursten, som står skarpt den dag i dag.

Bliver til det sidste
Da Udsigten Vintersbølle Strand stod klar til Lejerbos beboere i foråret 2013, var Preben Rasmussen og Søren Voigt Andersen nogle af de første, der flyttede ind. ”Og vi skal bæres ud herfra”, proklamerer de begge uden at tøve.

”Vi har jo alt her: sol, strand, skov, udsigt og gode naboer. Mine kone og jeg har flere gange kigget på huse både i Danmark og i udlandet. Og hver gang ender vi med at betragte alt det, vi har her lige uden for vores vindue, og så er det da indlysende, at vi ingen steder skal. Hvis vi flytter herfra, er vi sgu for dumme” tilføjer Søren med et grin.

Både Kim, Preben og Søren er enige om, at Udsigten Vintersbølle Strand er et helt særligt sted at bo. Med kun 30 lejemål er det nemt at komme hinanden ved. Beboerne gode til at tage initiativ og hjælpe hinanden med udgangspunkt i de resurser, de har. Mere kan man vist ikke forlange.


Bonusinfo
Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, som vi i dag kender som Lungeforeningen, stod for opførslen af Vintersbølle Sanatorium. Det er tegnet af arkitekterne Kay Fisker og C.F. Møller. Ved indvielsen i 1938 var der plads til 100 patienter. Efter 10 års drift blev hospitalet udvidet med endnu en etage på hovedbygningen, og dermed 50 ekstra sengepladser. På hospitalet behandledes børn fra Danmark, Sydslesvig, England, Skotland og Grønland.

Hospitalet eksisterede frem til 1981, hvor Københavns Kommune opsagde kontrakten med tuberkuloseforeningen. Året efter købte Vordingborg Kommune bygningerne og indrettede både plejehotel, plejehjem, kursusfaciliteter, centralkøkken og vaskeri.

Senere vandt Lejerbo og KHS arkitekter ombygningsopgaven i en konkurrence udbudt af Vordingborg Kommune. Da bebyggelsen er bevaringsværdig, var der mange forbehold og overvejelser. Men resultatet blev vellykket og i 2013 stod de 30 boliger færdige.

Du finder i øvrigt afdelingens hjemmeside her