Varmhjertet varmemester: Torben har øje for sine beboere

Torben Frederiksen har arbejdet som varmemester i Sønderparken i Holstebro i 15 år. Afdelingen består af 200 lejligheder, og Torben kender sine beboere – hver og en.

”Og ofte også deres mor og far,” griner han.

Torben har nemlig øje for mennesker. Øje for hvem de er, hvordan de har det – og for hvad de mangler, som han formulerer det. Mange af dem, der bor i Sønderparken, lever gode liv og mangler ikke noget. Men trives de ikke, så spotter Torben det.

Torben, der bliver 50 år i maj, er vokset op i et hjem, hvor næstekærlighed var en grundværdi. Her stod hans mor, som var landmandskone, altid klar med åbne arme. Både når gæsterne var inviteret og når de var uventede. Den næstekærlighed, og ønsket om, at alle omkring ham har det så godt som muligt, kan han slet ikke lade være med at tage med sig i sit arbejde.

”På et tidspunkt flyttede der to kvinder ind herude næsten samtidigt. De virkede begge lidt ensomme. Jeg fik mig sporet ind på, at de begge var gode til håndværk,” fortæller han.

”Jeg sagde til den ene kvinde, at jeg desværre ikke kunne hjælpe med at afslutte hendes strikkeprojekt, men at jeg vidste, hvem der kunne. Så fik hun den andens telefonnummer, og nu ses eller skriver de til hinanden hver dag.”

Klump i halsen
”Du kan nok se på mig, at jeg får en klump i halsen, når jeg fortæller om det,” siger Torben, der også har fået vand i øjnene ved tanken om, at de to kvinder har fundet hinanden.

”Lidt tid efter stoppede en bil ind ved siden af mig, mens jeg gik og klippede roser ned. En mand åbnede døren, og sagde til mig, at det, jeg havde gjort for hans søster, var helt uvurderligt. Den slags varmer altså,” fortæller han.

Det falder Torben naturligt at tage sig af sine medmennesker. Men han er også bevidst om, at det sociale arbejde, som jo i virkeligheden heller ikke står i hans jobbeskrivelse, ikke må tage overhånd, for han giver lidt af sig selv, når han tager sig af andre.

”Jeg kan godt lide, når det veksler mellem de praktiske opgaver og den menneskelige kontakt, og jeg har på det sidste tænkt meget over, at jeg faktisk laver lige præcis det, jeg skal lave,” smiler han.

Påskepynt og kyskager
Torben har mange historier om beboere, han har lykkes med at hjælpe i forhold til for eksempel ensomhed. Om de fire nyindflyttede beboere, der endte med at spise sammen på soldaterhjemmet. Om den unge mand, der gik hjemme og var sygemeldt, og som havde forældre langt væk, der var bekymrede for ham. Og om den unge pige, som han havde lagt mærke til, ikke kom så meget ud af sin lejlighed.

Torben bad før påske den unge pige om hjælp til et særligt projekt i værkstedet. Lidt nervøs sagde pigen ja. Torben havde luret, at hun var god til at tegne, og han bad hende om at tegne noget påskepynt, som kunne skæres ud i træ. Pigen gik til opgaven med stor entusiasme, og resultatet blev flot. 

Kort efter besøgte hun ham på varmemesterkontoret, og han kunne godt mærke, at hun havde fået mod på at komme mere ud.

”Skal jeg finde én, du kan gå en tur med?” spurgte han. Det sagde hun ja til, og inden ugen var omme, havde den unge pige og en af afdelingens andre beboere gået deres første tur sammen. 

Forleden kom pigen forbi igen. Hun havde bagt kyskager, og hun forærede Torben en pose. Det var første gang i lang tid, hun havde haft overskud til at bage.

”Jeg blev vildt glad. Hun fortalte, at nu vil hun også til at bage til sin familie. Og så har mit arbejde jo kæmpe værdi,” siger han.