Mmmm..... cookies...

14. maj 2024

På torsdag går det løs - men hvad er landsrepræsentantskabet egentlig?

I denne uge samles Lejerbos landsrepræsentantskab til deres årlige møde. Men hvad går det der landsrepræsentantskab egentlig ud på? Hvem er de og hvad laver de? Det kan du få svar på her: 

Repræsenterer alle beboere 
Landsrepræsentantskabet er Lejerbos øverste myndighed. Det består af Lejerbos bestyrelse (hovedbestyrelsen) og af repræsentanter for Lejerbos 56 medlemsorganisationer. Pt. er der i alt 165 medlemmer af landsrepræsentantskabet, og de repræsenterer alle Lejerbos 37.500 boliger.  

Formanden for hovedbestyrelsen (landsformanden) er også formand for landsrepræsentantskabet. 

Årligt møde 
Landsrepræsentantskabet mødes én gang årligt – i år den 16. maj i Aarhus. Her har det blandt andet til opgave at godkende sidste års regnskab, at godkende næste års budget, at vælge revisor, og at vælge medlemmer til Lejerbos hovedbestyrelse. 

Hovedbestyrelsen og valgkredse 
Hovedbestyrelsen består af i alt 15 medlemmer inklusive formanden, der i øjeblikket hedder Gunnar Sørensen, og to næstformænd, der er bosat henholdsvis vest og øst for Storebælt. 13 af medlemmerne vælges af landsrepræsentantskabet, og de sidste to er medarbejderrepræsentanter. 

Landet er opdelt i tre valgkredse. Valgkreds 1 er Lejerbos medlemmer i Brøndby, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Københavns, Lyngby-Taarbæk og Rødovre kommuner. Herfra vælges der pt. fire medlemmer til hovedbestyrelsen – dette kan dog på årets møde blive til tre, da der er forslag om at ændre vedtægterne, så medlemstallene bliver mere passende fordelt mellem øst og vest.  

Valgkreds 2 er de øvrige medlemmer på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, hvorfra der vælges tre medlemmer til hovedbestyrelsen.  

Valgkreds 3 er Lejerbos medlemmer i Jylland og på Fyn, hvorfra der pt. vælges tre medlemmer – dette kan dog på årets møde blive til fire, hvis førnævnte vedtægtsændring vedtages.