27. juni 2024
Nye boliger på vej: 1. spadestik i Harridslev
Første spadestik er taget i landsby med stærkt fællesskab
Syv kilometer nordøst for Randers ligger den lille by Harridslev. Byen har 1.227 indbyggere i dag – om godt et års tid har den mindst 32 mere, for til den tid står 32 Lejerbo-rækkehuse klar til indflytning lige ved siden af den lokale skole.
I går havde Lejerbo Randers’ organisationsbestyrelse inviteret interessenter til første spadestik på projektet, og det tilbud havde mange taget imod. Også borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen. Han hjalp Gert Thorsen, formand for organisationsbestyrelsen i Lejerbo Randers, med at svinge de to spader, der skulle tage de første spadestik.
Vil tiltrække børnefamilier
Forud for begivenheden havde organisationsbestyrelsen også sendt et brev ud til samtlige husstande i byen med besked om, at opførslen af rækkehusene går i gang.
”Når vi bygger i en lille by som Harridslev, så er det vigtigt for os, at vi holder beboerne i byen orienteret om, hvad vi er i gang med. Vi regner med, at afdelingen primært vil tiltrække børnefamilier, og vi håber på, at beboerne i husene vil blive en del af det gode fællesskab, der er i Harridslev,” siger Gert Thorsen.
”Det er blandt andet derfor, vi allerede nu rækker ud til byens indbyggere, så vi kan være med til at sikre vores beboere en så god start som muligt i den nye afdeling, når den står klar til september 2025.”
Sandwich og bobler
Til første spadestik deltog også Anne Sakariassen, der er næstformand i Lejerbos hovedbestyrelse. Hun havde også bemærket, hvordan Lejerbo Randers’ organisationsbestyrelse havde grebet opgaven med at bygge i et lille lokalsamfund an, og det var blandt andet det, hun italesatte fra talerstolen.
”Det har været en fornøjelse at se, hvordan Lejerbo Randers er gået til opgaven med ydmyghed og et ønske om at blive en del af det stærke fællesskab,” sagde hun blandt andet, inden de fremmødte samledes til sandwich og bobler for at fejre, at familieboligerne nu er godt på vej.