Nyt kontanthjælpsloft pr. 1. oktober 2016

7. september 2016

Den 1. oktober 2016 træder det nye kontanthjælpsloft i kraft. Det forventes, at omkring 30.000 familier bliver berørt af loftet. Kontanthjælpsloftet har blandt andet betydning for, hvor meget man kan modtage i boligstøtte og dermed også hvor meget, man som beboer kommer til at betale i husleje fremover, hvis man bliver berørt af kontanthjælpsloftet.

Boligstøtte
Selvom det kaldes kontanthjælpsloft, så er det faktisk ikke kontanthjælpen, der bliver skåret i. Derimod er det andre ydelser, der bliver berørt. Herunder boligstøtten fra kommunen. Grunden til dette er, at kontanthjælpsloftet medfører et loft over, hvor meget man må modtage i ydelser som eksempelvis boligstøtte.

Dem, der bliver berørt af kontanthjælpsloftet, vil derfor opleve, at huslejen bliver dyrere – selvom det faktisk ikke er selve huslejen, der er steget. Derimod er det boligstøtten, der er blevet mindre. 

Hvad kan du gøre?
En mulighed er at bytte sig til en billigere bolig. Beboere, der bor i almene boliger, har mulighed for at bytte bolig med hinanden. Selvom boligen man bytter sig til har en lavere husleje, er der alligevel omkostninger i forbindelse med at bytte bolig, som man skal være opmærksom på. Hvis du bytter dig til en mindre bolig, skal du også være opmærksom på, at du får mindre i boligstøtte. Boligstøtten hænger nemlig sammen med boligens størrelse. Læs mere om at bytte bolig her

En anden mulighed er at udleje et værelse i ens bolig. På den måde vil omkostninger til husleje blive lavere. Der er dog regler for, hvor meget du må kræve i husleje fra en lejer. Derudover skal du også være opmærksom på, at du også får mindre i boligstøtte, hvis du lejer et værelse ud. Du kan læse mere om reglerne for at fremleje et værelse til en anden her

Er du i tvivl?
Du skal kontakte din kommune, hvis du er i tvivl om, hvad kontanthjælpsloftet har af betydning for dig og din boligstøtte og husleje, eller hvis du ønsker rådgivning om, hvad dine muligheder er.

Du kan også læse mere information på BL Danmarks Almene Boligers hjemmeside og i artiklen Vær parat til kontanthjælpsloftet og i artiklen Sådan bliver du mindre ramt af kontanthjælpsloftet